1944: Sabotage og folkestrejke – D-dag i Normandiet og Operation Möwe

1944: Sabotage og folkestrejke – D-dag i Normandiet og Operation Möwe

Interessant nok, antyder tal indsamlet i sommeren -43 af modstands-organisationen Ringen, at både i København og provinsen var 70 % af mændene, men kun 50 % af kvinderne, ubetinget tilhænger af sabotagerne. Samarbejdspolitikken havde mistet sin folkelige forankring og vi ser derfor på såvel sabotage-typer, som det tyske modstykke schalburgtager. Tilsvarende hører vi om stikkerlikvideringer og clearingmord.
Sommeren -44 får en større  sabotageaktion mod våbenfabrikationen på Industrisyndikatet i Københavns Frihavn til følge, at den rigsbefuldmægtig-ede Werner Best indfører udgangsforbud og forsamlingsforbud på mere end fem personer. Det medfører ”gå-tidligt-hjem-aktioner”, startende på B&W i København, og i de sidste dage i juni kommer Folkestrejken - der provo-kerer værnemagten, som d. 6. juni -44 havde oplevet de Allieredes invasion i Normandiet (D-Day). Frihedsrådet fungerer som Situationens Generalstab og politikerne bliver bevidst om, at man må nærme sig lederne i modstands-bevægelsen, hvis man ikke skal ende i et retsopgør, der omfatter de gamle samarbejdspolitikere.
I løbet af sommeren 1944 konstaterede tyskerne, at samarbejdet mellem det danske og tysk politi fungerede stadigt dårligere. Planen var, at begrænse antallet af bevæbnede, danske betjente især i København, Aarhus, Odense og Aalborg med mellem 2.000 og 3.000 mand. Det var ikke mindst de dårlige erfaringer fra Frankrig, der gjorde, at man ville forebygge modstanden fra politiet under en invasion. Den 19. september 1944 præcis kl. 11.00 gik aktionen i gang. Luftværnssirenerne blev sat i gang og betjente på stationerne blev interneret og efterfølgende sejlet til Tyskland. Dermed begyndte den politiløse tid i Danmark.

I 2025 er det 85 år siden, at Danmark oplevede begyndelsen på fem års tysk besættelse. Den historiske forskning lå længe under for frihedskæmpernes kamp mod de unge historikere, der blev anset for uvidende/uforstående i og med, at de jo ikke havde oplevet modstandskampen på deres egen krop!
Der udviklede sig da en konsensus, at modsætningen dansk-tysk måtte stå i fokus og danskheden betød, at størstedelen af det danske folk havde deltaget i frihedskampen – omend på forskellige måder og med forskellige opgaver, såsom at læse og videregive illegale blade – eller give tyskerne den kolde skulder.
Senere fokuserede historieskrivningen mere på de indre, danske konflikter i forholdet til besættelsesmagten og de der berigede sig på samarbejds-politikken. Mange bakkede op om samarbejdspolitikken, nogle gjorde modstand, og atter andre udnyttede de nye muligheder, besættelsen gav. Men samarbejdet med den tyske besættelsesmagt gav det lille kongerige nogle slemme ridser i den nationale selvfølelse – og det mærkes fortsat i debatten om de 5 onde år. I denne foredragsrække søger vi at kaste lys over noget af det der enten er overset, søgt fortiet eller måske bare gået i glemmebogen?