Fra kriser og konflikt til krig – 6 fredags-foredrag om mulige scenarier i 2026

Fra kriser og konflikt til krig

– 6 fredags-foredrag om mulige scenarier i 2026

Af kulturhistoriker Tommy P. Christensen, Malmø

1. Fredag d. 6/2

Monroedoktrinen, Jalta-konferencen og Trumps ekspansionisme

Monroedoktrinen der er fra 1823 er opkaldt efter den daværende (5.) præsident James Monroe (28. april 1758 - 4. juli 1831). Doktrinen dominerede amerikansk udenrigspolitik i 1800-tallet, og garanterede, at USA ville forblive neutral i europæisk politik og respektere etablerede kolonier på den vestlige halvkugle – men man vendte sig skarpt mod fremtidig kolonisering i Amerika. Den centrale pointe i Monroedoktrinen var dog, at en europæisk indblanding i andre staters anliggende i Nord-og Sydamerika ville blive opfattet som en krigshandling imod USA.

2. Fredag d. 20/2

Skolegårdens tæskehold. Om stormagter og småstater?

Europa bliver udskammet af både præsident Putin og præsident Trump, der begge er imperie-byggere, som ikke vil udelukke krig som et acceptabelt værktøj i deres udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan hævde, at magtens algoritme er blevet mere primitiv, centreret om erobring af territorium og åbenlys opvisning af politisk og militær styrke. Som et vulkanudbrud kan forurene himlen over flere kontinenter kan militære aggressioner og annekteringen af dele af et andet suverænt land påvirke det politiske klima i flere verdensdele.

Stormagter, der strides om indflydelse i den globale orden er set tidligere, og man har flere gange forsøgt at skabe en magtbalance, der kan danne grundlag for en ny sikkerhedsorden. I Europa skete det ved Wienerkongressen 1815, og atter efter de to verdenskrige samt ved afslutningen af den kolde krig efter Sovjetunionens sammenbrud.

Internationalt samarbejde, der muliggør fredelig samhandel, sikkerhedsaftaler og konsensus i klimaspørgsmål er afhængig af internationale regler, der af alle de magtfulde stormagter anses for legitime.

Med magtskiftet i USA og Ruslands brug af militær magt står vi så atter ved en skillevej. Evner vi, at finde den rette vej eller skal vi atter opleve internationale organisationer som Folkenes Forbund spille fallit? At konger og kejsere eller diktatorer og oligarker driver deres spil med småstater og blive tæskehold i den globale skolegård?

3. Fredag d. 6/3

Norden i NATO – NATO i Norden

– samt den voksende trussel fra Putin og Trump?

Trods den voksende russiske trussel med krigene i Tjetjenien, Georgien, invasionen og annekteringen af Krim i marts 2014 og den militære invasion i Ukraine marts 2022 var de fleste skeptiske, og nogle , som historikeren Serhii Plokhy , mente at det var irrationelt, hvis Putin nu ”satte alt på et bræt” Ingen af af de nordiske landene hævede deres forsvarsudgifter, og Finlands og Sveriges manglende NATO-medlemskab fungerede som stopklods, fordi Danmark og Norge fortsat prioriterede alliancen og det bilaterale forhold til USA højere end det nordisk samarbejde.

I kølvandet på den russiske invasion af Ukraine i 2022 blev realiteterne glasklare, og allerede dagen efter invasionen funderede Flemming Splidsboel offentligt: ”Måske har vi undervurderet, hvor dedikeret Putin er til forestillingen om Storrusland.”

Finland og Sverige meldte sig ind i NATO-alliancen, og forsvarsudgifterne røg i vejret. Alle de nordiske lande støtter her i 2025 NATO’s nye 5%-målsæt-ning, de bruger nu over 2,5 % - og har ambitioner om at nå 3-3,5 % i 2030.

Vi ser nærmere på et såkaldt ”Nordisk Pindsvin” og mulighederne for at virke afskrækkende på Putins imperiedrømme og mulighederne for, at præsident Trump vælger at sætte ”MAGA” højere end NATO’s musketer-ed?

4. Fredag d. 20/3

Konfliktområder og tikkende bomber

Taiwan, Det sydkinesiske Hav, Nordkorea, Iran, Nigeria, Somalia, Syrien eller Kaliningrad? Mulighederne synes legio, og denne fredag ser vi nærmere på de første måneder af året 2026, og selvfølgelig de seneste begivenheder i Mellemøsten, Ukraine og nogle af de gamle sovjetrepublikker: Kasakhstan, Turkmenistan, Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgistan.

5. Fredag d. 17/4

”One way or another” – Trumps imperiebyggeri i Nord og Syd

Med de aftaler om amerikansk tilstedeværelse på Grønland, der blev indgået under og efter Den 2. Verdenskrig har Washington D.C. de facto anerkendt dansk overhøjhed, idet de alle er blevet indgået med København, da von Kaufmanns egenhændige aftaler på det frie Danmarks vegne efterfølgende blev bekræftet med tilbagevirkende kraft.

Tilsvarende har den amerikanske, militære tilstedeværelse på Grønland i kraft af disse aftaler været ganske omfattende, og er først efter Den kolde Krigs ophør blevet neddroslet. Faktisk gik amerikanerne selv forrest i afrustningen af Arktis.

Der må således være andre argumenter i spil, når det drejer sig om de amerikanske interesser i Grønland. Uanset om det måtte røre sig om udnyttelsen af Grønlands sjældne metaller, muligheden for store oliefund eller spørgsmålet om USAs sikkerhed, er der intet i de eksisterende aftaler der foreløbig har forhindret amerikanerne i at forfølge disse interesser.

I rigsfællesskabet er råstofforvaltningen hjemtaget af den grønlandske regering, men der er intet, som tilsiger, at USA begrundet i økonomi eller sikkerhedspolitik har interesse i at true med økonomiske sanktioner eller militære midler.

Ønsket om at indlemme Grønland må derfor have andre forklaringer end nationaløkonomi og sikkerhedspolitik, måske præsidentens privatøkonomiske interesser, men det er nok nødvendigt at se ind i de andre imperie-byggerdrømme (f.eks. Canada, Panama og måske Færøerne?)

Ønsker præsident Trump, at sætte folkerettens grundlæggende principper om territorial integritet og folkenes selvbestemmelsesret helt ud af spillet?

6. Fredag d. 1/5

”Drill, Baby, Drill!” - olien, Trump og klimaforandringerne

Russiske statskontrollerede TV-kanaler ser det som deres opgave at så mest mulig tvivl om klimakrisens alvor og beklikke FN’s klimapanel, IPCC. I en 2020-udgave af REN TV’s show De mest chokerende hypoteser, hed det således, at den globale opvarmning blot er et globalt svindelnummer. Den røde tråd gennem det seneste årtis russiske dækning af klimastoffet er nemlig påstanden om, at sagkundskaben stadig mangler afklaring om den globale opvarmning – herunder om den er menneskeskabt – samt at teorier om global nedkøling har lige så stor gyldighed. Det hænger sammen med, at førende russiske geologer har gjort sig til talsmænd for, at verden står over for en global istid. De lægger sig dermed på linje med den russiske fossile industri og det russiske energiministerium, der helt ignorerer den grønne omstilling.

I USA har den genvalgte præsident Donald Trump som bekendt tidligere trukket sig fra Parisaftalen, og dermed reduceret ikke kun Amerikas egne klimaforpligtelser, men underminerer derved motivationen hos andre store klimasyndere, som Kina og Indien.

Den amerikanske produktion af fossile brændstoffer er forblevet relativt konstant på tværs af regeringer, med en verdens førende olie- og gasproduktion under både demokratiske og republikanske præsidenter. Denne kontinuitet understreger, at markedskræfter, mere end den føderale politik, ofte nok har dikteret valget af energiformer.

Trumps store styrke er de amerikanske techgiganters enorme behov for energi til AI og datacentre, og de har støttet MAGA-bevægelsen og hans valgkamp med mange millioner dollars.

Både Trump og Kreml modarbejder den globale grønne omstilling og har en fælles interesse i indtjeningen på produktion og salg af de gamle fossile brændstoffer, uden hensyn til, at det kan resultere i en global krise og i internationale konflikter.