Skolegårdens tæskehold. Om stormagter og småstater?

Skolegårdens tæskehold. Om stormagter og småstater?

Europa bliver udskammet af både præsident Putin og præsident Trump, der begge er imperie-byggere, som ikke vil udelukke krig som et acceptabelt værktøj i deres udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan hævde, at magtens algoritme er blevet mere primitiv, centreret om erobring af territorium og åbenlys opvisning af politisk og militær styrke. Som et vulkanudbrud kan forurene himlen over flere kontinenter kan militære aggressioner og annekteringen af dele af et andet suverænt land påvirke det politiske klima i flere verdensdele.

Stormagter, der strides om indflydelse i den globale orden er set tidligere, og man har flere gange forsøgt at skabe en magtbalance, der kan danne grundlag for en ny sikkerhedsorden. I Europa skete det ved Wienerkongressen 1815, og atter efter de to verdenskrige samt ved afslutningen af den kolde krig efter Sovjetunionens sammenbrud.

Internationalt samarbejde, der muliggør fredelig samhandel, sikkerhedsaftaler og konsensus i klimaspørgsmål er afhængig af internationale regler, der af alle de magtfulde stormagter anses for legitime.

Med magtskiftet i USA og Ruslands brug af militær magt står vi så atter ved en skillevej. Evner vi, at finde den rette vej eller skal vi atter opleve internationale organisationer som Folkenes Forbund spille fallit? At konger og kejsere eller diktatorer og oligarker driver deres spil med småstater og blive tæskehold i den globale skolegård?