”One way or another” – Trumps imperiebyggeri i Nord og Syd

”One way or another” – Trumps imperiebyggeri i Nord og Syd

Med de aftaler om amerikansk tilstedeværelse på Grønland, der blev indgået under og efter Den 2. Verdenskrig har Washington D.C. de facto anerkendt dansk overhøjhed, idet de alle er blevet indgået med København, da von Kaufmanns egenhændige aftaler på det frie Danmarks vegne efterfølgende blev bekræftet med tilbagevirkende kraft.

Tilsvarende har den amerikanske, militære tilstedeværelse på Grønland i kraft af disse aftaler været ganske omfattende, og er først efter Den kolde Krigs ophør blevet neddroslet. Faktisk gik amerikanerne selv forrest i afrustningen af Arktis.

Der må således være andre argumenter i spil, når det drejer sig om de amerikanske interesser i Grønland. Uanset om det måtte røre sig om udnyttelsen af Grønlands sjældne metaller, muligheden for store oliefund eller spørgsmålet om USAs sikkerhed, er der intet i de eksisterende aftaler der foreløbig har forhindret amerikanerne i at forfølge disse interesser.

I rigsfællesskabet er råstofforvaltningen hjemtaget af den grønlandske regering, men der er intet, som tilsiger, at USA begrundet i økonomi eller sikkerhedspolitik har interesse i at true med økonomiske sanktioner eller militære midler.

Ønsket om at indlemme Grønland må derfor have andre forklaringer end nationaløkonomi og sikkerhedspolitik, måske præsidentens privatøkonomiske interesser, men det er nok nødvendigt at se ind i de andre imperie-byggerdrømme (f.eks. Canada, Panama og måske Færøerne?)

Ønsker præsident Trump, at sætte folkerettens grundlæggende principper om territorial integritet og folkenes selvbestemmelsesret helt ud af spillet?