Tyskland – historie, mennesker og forandring
Tilmeld
Tyskland – historie, mennesker og forandring
Tyskland er vores nærmeste nabo. Mange af os har holdt ferie syd for grænsen, kørt gennem landet eller besøgt de store byer, men Tysklands historie kender de færreste i sin helhed. Ofte står enkelte begivenheder tydeligt – Berlinmuren, nazismen eller Genforeningen i 1920 – mens sammenhængen let går tabt. Hvordan blev Tyskland egentlig til? Hvordan kunne landet på én gang blive hjemsted for nogle af Europas største tænkere, kunstnere og forfattere og samtidig opleve så dramatiske politiske omvæltninger? Og hvordan blev Tyskland det moderne land, vi kender i dag?
I denne foredragsrække inviterer Søren Fahnøe deltagerne med ind i fortællingen om Tyskland med dybe tilbageblik i historien til samlingen af riget i 1871 og mod nutiden. Vi følger de lange historiske linjer, men vi møder også de mennesker, som var med til at præge deres tid. Undervejs stifter vi blandt andet bekendtskab med Otto von Bismarck, Richard Wagner, Friedrich Nietzsche, Erich Maria Remarque, Thomas Mann, Dietrich Bonhoeffer, Willy Brandt, Helmut Kohl og Angela Merkel – mennesker, som på hver deres måde fortæller noget væsentligt om Tysklands historie og udvikling.
Første Verdenskrig får en særlig plads i foredragsrækken. Den bliver ofte overskygget af Anden Verdenskrig, men netop årene 1914-1918 blev et afgørende vendepunkt. Krigens afslutning fik også stor betydning for Danmark, hvor Genforeningen i 1920 igen gjorde Sønderjylland til en del af Danmark.
Historie bliver sjældent levende alene gennem årstal. Den bliver levende, når vi begynder at stille spørgsmål til den. Hvorfor udviklede begivenhederne sig, som de gjorde? Kunne historien have taget en anden retning? Og hvad kan vi lære af den i dag? Derfor lægger Søren Fahnøe vægt på, at der undervejs er plads til spørgsmål, undren og fælles refleksioner.
Foredragene er ikke kun en fortælling om fortiden, men også en invitation til at tænke med og lade forskellige perspektiver mødes i en åben og respektfuld samtale.
Der kræves ingen særlige forhåndskundskaber – kun nysgerrighed og lysten til at blive klogere på et land, som gennem generationer har haft stor betydning for både Danmark og Europa.
Torsdag d.3. september 2026 14-16
Hvordan blev Tyskland til?
Da Tyskland blev samlet til ét kejserrige i 1871, begyndte et nyt kapitel i Europas historie. Med Otto von Bismarck som den samlende politiske kraft voksede en ny stormagt frem, præget af industriel udvikling, videnskab og kulturel skaberkraft. Samtidig satte kunstnere og tænkere som Richard Wagner og Friedrich Nietzsche deres præg på tidens idéer og selvforståelse.
Denne eftermiddag følger vi udviklingen fra samlingen af de mange tyske stater til begyndelsen af det 20. århundrede. Vi ser på de kræfter, der formede nationen, og på de muligheder og spændinger, som kom til at præge Tyskland i årtierne op mod Første Verdenskrig.
Torsdag d. 17. september 2026 14-16
Første Verdenskrig – et vendepunkt
Første Verdenskrig ændrede Europas historie for altid. Millioner af mennesker mistede livet, gamle kejserriger brød sammen, og et helt kontinent måtte finde en ny retning. Alligevel bliver denne krig ofte stående i skyggen af den anden verdenskrig.
Denne eftermiddag ser vi nærmere på krigens baggrund, dens dramatiske forløb og de dybe konsekvenser for Tyskland. Vi møder også forfatteren Erich Maria Remarque, hvis roman Intet nyt fra Vestfronten blev en af de stærkeste skildringer af krigens menneskelige omkostninger. Vi kommer desuden omkring fredsslutningen og Genforeningen i 1920, der fik så stor betydning for Danmark og Sønderjylland.
Torsdag d. 1. oktober 2026 kl. 14-16
Fra demokrati til diktatur
Efter Første Verdenskrig forsøgte Tyskland at opbygge et demokratisk samfund, men økonomiske kriser, politisk uro og voksende mistillid gjorde årene mellem de to verdenskrige til en af de mest dramatiske perioder i landets historie.
Denne eftermiddag følger vi udviklingen fra Weimarrepublikken og frem mod nazismens magtovertagelse. Vi møder blandt andre Thomas Mann, der med stor indsigt beskrev sin samtid og senere måtte forlade sit hjemland, og Dietrich Bonhoeffer, hvis mod og samvittighed gjorde ham til en af de stærkeste stemmer imod nazismen. Foredraget søger ikke blot at forstå de politiske begivenheder, men også de mennesker, som levede midt i dem.
Torsdag d. 22. oktober 2026 kl. 14-16
Et delt land – og vejen til det moderne Tyskland
Da Anden Verdenskrig sluttede, lå Tyskland i ruiner. Landet blev delt i øst og vest, og gennem mere end fyrre år kom Berlinmuren til at symbolisere en verden præget af den kolde krig.
Denne eftermiddag følger vi udviklingen fra opdelingen af Tyskland over murens fald til genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland. Undervejs møder vi politikere som Willy Brandt og Helmut Kohl, der på hver deres måde kom til at præge efterkrigstidens Tyskland, ligesom vi afslutter med et blik på Angela Merkels år som forbundskansler og Tysklands rolle i dagens Europa. Samtidig samler vi trådene fra hele foredragsrækken og ser tilbage på den lange fortælling om historie, mennesker og forandring.
Undervisningssted
Praktisk information
- Hold nr:
- 26200955
- Første møde:
- 3.09.26 kl. 14:00
- Sidste møde:
- 22.10.26 kl. 14:00
- Mødegange:
- 4
- Lektioner:
- 8
Pris
- Fuldt betalende
- DKK 520,00
- Nedsat betaling
- DKK 455,00